19 jan Herluf
Herluf
Genoptræning efter hjerneblødning
Herluf og jeg stiftede bekendtskab med Berit i efteråret 2020, da Herluf var kommet hjem og bo efter et langt genoptræningsforløb på forskellige neurologiske afdelinger. Herluf fik i 2019 en stor hjerneblødning i venstre hjernehalvdel, som påvirkede hans sprog, og gav udfald i både højre arm og ben.
Herluf led meget af hjernetræthed og det kommunale system kunne ikke tilbyde træning samt redskaber til, hvordan vi kom videre. Herluf kunne med besvær selv komme fra kørestol over i sin lænestol, men var nødsaget til at sidde i lænestolen hele dagen, mens jeg (hans hustru) var på arbejde. Hjemmeplejen var tilknyttet, da Herluf var afhængig af hjælp til alt i forbindelse med måltider, toiletbesøg og af- og påklædning.
Berit kom ud til os, og det første hun gjorde, var at forklare, hvad der var sket i hjernen, og hvorfor alt var forandret i forhold til tidligere.
Berit kom ind på hjernetrætheden, og foreslog, at vi lavede en dagsplan til Herluf, med hvad der skulle ske i løbet af dagen. Hun kom ind på, hvordan vi kunne implementere meningsfulde aktiviteter for Herluf, og hvordan vi kunne optimere den selvtræning, vi udførte derhjemme. Desuden vurderede Berit i samråd med os og fysioterapeut fra Thommysminde, at Herluf kunne profitere af et intensivt træningsforløb, hvilket blev iværksat.
Efter Herluf har lært Berit og Thommysminde at kende, har han tilegnet sig følgende færdigheder:
- Balancen er blevet bedre
- Gangen er blevet bedre, og Herluf kan nu selvstændigt gå med rollator over korte afstande
- Herluf er blevet mere udholden, og det betyder, at Herluf nu kan træne mere
- Herluf har lært selv at tage bluse, bukser, sko og jakke af og på
- Kan nu selv varetage toiletbesøg
- Har lært at tage sin frokost selv og spise med kniv og gaffel
- Har lært at skrive sit navn og sige det
- Har lært at tælle
- Højre hånd er blevet bedre til at ”gribe”
- Højre hånd kan ”løftes” lidt
- Hjernetrætheden er blevet bedre, da Herluf har lært at leve med den, hvilket betyder at Herluf kan deltage i sociale arrangementer og fx spille kort eller andet for ham meningsfuldt
- Vi kan tage på weekendtur og på ferie i sommerhus
- Vi kan gå ud og spise
Efter vi har lært Berit og Thommysminde at kende, kan vi få en hverdag til at fungere med de begrænsninger, som der er, når ægtefællen har en hjerneskade.
Jeg ved ikke, hvad vi skulle have gjort, hvis vi ikke havde stiftet bekendtskab med Berit og Thommysminde, for der var ingen hjælp at hente i det kommunale system, fordi skaden var så stor, og prognosen var dårlig.
Berit har gjort stor en stor forskel for Herluf, fordi hun har behandlet ham som et menneske, selvom Herluf er hjerneskadet. Herluf er blevet behandlet med ligeværdighed, respekt og ordentlighed. Det har betydet meget for Herluf.